Marianne Tümmler |
back / home |
Født: 1952
KKS: Medlem af Kvindelige Kunstneres Samfund
Medlem af Kunstnerforeningen af 18. november
Repræsenteret på Museer:
Museum of naive and marginal art: Jargodina Serbien
Galerija Likovnih Samorastnikov/Trebnje Slovenien
Sol og sommer og bare tæer. Prinsen og smaragdfuglen danser menuet i luften,
mens lammeskyer sejler hen over den blomsterklædte eng.
Kys verden, dine børn og din kæreste, nus din hund og spring ud i dansen,
synes budskabet at være. Ikke det allerværste, skulle man mene.
-------------------------------------------------------------------
POESI MED PENSEL
Er naivistisk kunst ikke mere naiv end kunst?
For naivismen stiller ingen formelle krav til
modtageren, og der skal sjældent tolkes koder og symboler. Den er umiddelbar,
men tag ikke fejl – der kan sagtens være gemt både blod, sved og tårer i en
tilsyneladende uskyldig idyl med hygge, humor og håndbajere. Og vi kan
sagtens få en stor oplevelse af at inhalere et enkelt billedligt udsagn der
ikke forlanger kunsthistorisk eller filosofisk tolkning.
En af de fremmeste repræsentanter for naivisme her i
Danmark er Marianne Tümmler (f. 1952) som gennem årene har stået for en helt
særlig fabulerende og fandenivoldsk aftapning af genrens meget brogede
malebøtte. Her er alle mulige umuligheder serveret charmerende og
troskyldigt som små tableauer fra en dagligdag som vi ikke forventer at
kende. Motiverne er lige på og her – og så alligevel: hvad sker der lige om
lidt?
Billedet/fortællingen findes ikke den kendte
virkelighed, men omvendt finder vi virkeligheden i billedet/fortællingen.
For alt kan ske, når vi accepterer Marianne Tümmlers skæve figurer og
barokke sammenstillinger. Farver og form går sammen med billedernes
dynamiske bevægelser op i en spændende enhed der gør tilegnelsen af
absurditeterne til en fornøjelig leg. Og sjovt nok er motiverne tit opstået
ud af de tilfældige øer af gammel maling som en delvist afrenset låge har
skænket kunstneren. Det vil sige, at billedets fortælling ofte er begyndt
før kunstneren har sat sin pensel, og vi andre hopper bare på, når hun er
steget af og får en herlig oplevelse på den videre færd. Det er tegneserier
for viderekomne, for beskueren digter videre på billedets ordløse beretning.
Når fantasien erobrer magten, skal der ikke tages smålige hensyn til
naturalisme og lade-sig-gørlighed.
Marianne Tümmlers poetiske univers er befolket af
mennesker og dyr der drømmer sig vågne i en ny dagligdag som er rykket et
par etager op og vises for os i en uventet dimension med logikken på syre.
Kærligt tager hun os ved hånden og lader os få del i sin fantasi, og
bagefter er verden ikke helt den samme, for vi har vi jo set, hvordan poesi
og humor i skævt sidelys kan stemme sindet til smil, tårer og eftertanke.
Niels Erik Nielsen Forfatter og musiker
--------------------------------------------------------------------------------------------------
Ualvorlige billeder
Tekst fra bogen: Smuk som uskyld /Danske naiv ister /
af Ole Lindboe
” Jeg maler mine billeder på gamle døre og køkkenlåger.
Træ er et dejligt materiale at arbejde på. Først tager jeg områder af den
gamle maling af, så årer og knaster kommer frem- og så sker det ofte, at
sådan en gammel køkkenlåge har et skjult motiv gemt mellem maler rester og i
årenes mønster. Så er det bare at tegne op, mens man kan se det. Der kan
være mennesker, som svømmer mellem øer, eller urtehaver, hvor grøntsagerne
bugter sig mellem træets årer. Og så kan man jo digte lidt til og sæte en
gammel kone til at luge i bedene”.
Sådan introducerer maleren og grafikeren Marianne
Tümmler sin arbejdsmetode og sin kunst.
At hun kom til at male var ikke spor tilfældigt. Tegne
gjorde hun ofte op igennem sin barndom. Hun søgte ind på kunsthåndværker
skolen på den grafisk/illustrative linie. Derefter har hun faktisk levet af
sin kunst. Hun har været medlem af det grafiske værksted: ”Valsedronningerne”
og har bl.a udført flere udsmykningsopgaver, bl.a på Hvidovre Hospital, på
børneinstitutioner, og på en skoleaula på Færøerne.
Det er også blevet til bogomslag, plakater, pladeomslag
og brochurer.
”Oprindelig fortællerglæde”, skrev kunstkritikeren
Pierre Lübecker om Marianne Ttümmler, hvis billeder netop er fyldt med små
naivistiske fortællinger. Hun har malt Adam og Eva i paradisets have, og hun
har malt en kvindeengel, der flyver henover byens tage med udslået hår. Hun
har skildret det muntre liv ved en flodbred et sted ude i den fjerne verden,
hvor en mand spiller på fløjte, nogle fister i floden og en kvinde bærer på
sin krukke. Alle Tümmlers billeder lyser af lysten til at fortælle en smuk
og enkel historie.
Ole Lindboe- Kunstanmelder |
Malerierne på denne side vises for at repræsentere
kunstnerens stil, derfor ikke i øjeblikket i galleriet til salg. The paintings on this page are shown to represent the artist´s style, therefore not currently in the gallery for sale. |
back / home |